Udendørsmysterier er tre gådespil, der gør Maribo, Nakskov og Nykøbing Falster til levende klasselokaler.
Spillene er udviklet til lærere, der ønsker at flytte undervisningen ud i det fri og lade eleverne opleve den lokale historie dér, hvor den fandt sted. Her bliver gader, bygninger og historiske spor en del af fortællingen – og eleverne skal samarbejde, undersøge og løse opgaver for at komme videre.
Alle materialer kan frit downloades og bruges i undervisningen.
Sådan foregår et udendørsmysterie
I hvert mysterium møder eleverne en historisk person, som vender tilbage til byen for at genfinde noget, der er gået tabt – eller for at undersøge, om historien nu også fortæller sandheden.
Eleverne arbejder sammen i mindre grupper og hjælper hovedpersonen gennem fortællingen. Undervejs skal de løse en række opgaver. Hver rigtig løsning fører til et symbol, som grupperne skal finde på det tilhørende bykort. Symbolet viser vej til næste sted og næste del af mysteriet.
Til sidst finder eleverne skatten. Den er måske ikke helt, som de forestillede sig – men måske viser den sig at være større og mere værdifuld end forventet.
Hvis en gruppe går i stå undervejs, kan den finde hjælp og løsningsforslag på bagsiden af kortet.
Materialer til læreren
Til hvert udendørsmysterie hører:
Et opgavehæfte med fortælling, rute og opgaver
Et bykort med symboler og løsningshjælp på bagsiden
Et baggrundsmateriale med historiske tekster, kilder og inspiration til undervisningen
Baggrundsmaterialet giver læreren mulighed for at forberede forløbet og arbejde videre med stedets historie før eller efter turen. Materialerne kan bruges som afsæt for et kort undervisningsforløb – eller som begyndelsen på en langt grundigere historisk undersøgelse. Der er næsten ingen grænse for, hvor dybt klassen kan gå.
Kongedatteren Leonora Christina er vendt tilbage til Maribo. Hun ønsker at forstå den sidste del af sit dramatiske liv, som hun tilbragte i byen ved domkirken.
Nu skal eleverne følge hendes spor gennem Maribo og hjælpe hende med at samle fortællingen om de sidste år af hendes liv. Hvilke minder gemmer byen på – og hvilken skat venter for enden af mysteriet?
Præsten Anders Perlestikker er kommet tilbage til Nakskov for at undersøge, om alle noterne i hans store kirkebog nu også stemmer.
Eleverne skal følge hans spor gennem byen, kontrollere oplysningerne og hjælpe ham med at få regnskabet til at gå op. Det handler trods alt i sidste ende om hans indtægt!
Enkedronning Sophia af Mecklenburg vender tilbage til Nykøbing Falster for at sikre sig, at hun er gået over i historien på den rigtige måde.
Eleverne skal følge hendes spor gennem byen og undersøge, hvad eftertiden egentlig fortæller om hende. Stemmer historien overens med den måde, hun selv ønsker at blive husket på – og hvad venter der ved mysteriets afslutning?
Klar til at gå på opdagelse?
Udendørsmysterierne er gratis og kan downloades direkte her på siden. Der findes også et begrænset antal trykte eksemplarer, som kan rekvireres ved henvendelse til Fox Media Documentaries.
Jeg håber, at I får en spændende tur – og oplever, hvordan en velkendt by kan åbne sig på ny, når man følger historiens spor.
Kontakt mig gerne på Fox Media Documentaries. Med venlig hilsen, Robert.
robert@foxmedia.dk
+45 26 25 68 20